The Shard er en moderne skyskraber, der er kendetegnet ved minimalistisk geometri, glas og stål. Dens skulpturelle form erstatter det traditionelle rektangulære tårn med tilspidsede facader, hvilket skaber en lettere og mere fragmenteret silhuet.
Arkitekturen i The Shard | Renzo Pianos design af en skyskraber i glas
Arkitekturen bag The Shard forener Renzo Pianos vision med avanceret konstruktionsteknik og skaber dermed et 306 meter højt glastårn, der er præget af lys, bevægelse, transport og Londons skyline.
Arkitekturen bag The Shard i korte træk
- Officielt navn: The Shard
- Type: Skyskraber med blandet anvendelse og vertikal by
- Placering: London Bridge, London
- Højde: 306 meter
- Etager: 95
- Højeste beboelsesetage: Niveau 72
- Arkitekt: Renzo Piano Building Workshop
- Bygningsingeniør: WSP
- Udvikler: Sellar Ejendom
- Afsluttet: 2012
- Arkitektonisk koncept: Et slankt, spirformet glastårn bestående af otte skrånende facader
- Hovedmateriale: Ekstrahvidt glas, stål og beton
- Glaspaneler: Omkring 11.000
- Hovedanvendelsesområder: Kontorer, restauranter, hotel, boliger og offentlig udsigtsplatform
Arkitektonisk stil og indflydelser på The Shard
Moderne design af skyskrabere
Inspireret af Londons skyline
Renzo Piano hentede inspiration fra Londons kirkespir og skibsmaster, som de er afbildet i Canalettos malerier af Themsen. Han omsatte deres markante vertikalitet til et moderne tårn i stedet for blot at kopiere deres former direkte.
Otte glasskår
Otte skrånende glasfacader udgør The Shards karakteristiske udseende og opdeler bygningens enorme størrelse i tilspidsede sektioner. Deres reflekterende overflader reagerer på skiftende dagslys, vejrforhold og udsigten i omgivelserne i løbet af dagen.
En vertikal by
Arkitekturen afspejler også The Shards koncept om en »vertikal by«. Kontorer, restauranter, et hotel, boliger og udsigtsområder er fordelt på forskellige etager, hvor de større etagearealer nederst gradvist bliver smallere, efterhånden som tårnet stiger opad.
Hvorfor ligner The Shard en skår?
- Slank silhuet: Det tilspidsede design skaber en lettere og mere elegant silhuet og undgår det klodsede udseende, der er typisk for traditionelle skyskrabere.
- Otte facader: Otte vinklede glasfacader skaber det fragmenterede, skårlignende udseende, mens deres reflekterende overflader skifter i takt med Londons skiftende lysforhold.
- Lodrette brud: Mellemrummene mellem facaderne, der kaldes »frakturer«, er udstyret med ventilationsåbninger, der sikrer naturlig ventilation i bygningens vinterhaver.
- Himmelhøjt tinde: Den glasbeklædte stålspids fortsætter The Shards opadgående linje og skaber en spirformet afslutning i stedet for et traditionelt fladt tag.
- Inspiration fra London: Renzo Piano hentede inspiration fra Londons kirkespir og masterne på de skibe, der sejler ad Themsen.
- Oprindeligt koncept: Pianos skitse fra 2000, der blev udarbejdet under et møde med Irvine Sellar i Berlin, lignede allerede i høj grad det endelige design af The Shard.
- Form med et formål: Formen får The Shard til at fremstå lettere, indgår i omgivelserne og giver plads til forskellige anvendelsesformål, efterhånden som etagerne gradvist bliver smallere.
Designmæssige højdepunkter ved The Shard
1/6
De otte glasskår
Otte skrånende facader udgør The Shards karakteristiske silhuet. Deres skrå overflader opdeler tårnet visuelt, samtidig med at de reflekterer Londons skiftende himmel og lys.
Glasfacaden
Omkring 11.000 glaspaneler dækker bygningens ydre og giver tårnet dets karakteristiske gennemsigtige udseende. Det ekstra hvide glas blev valgt for at understrege Pianos idé om lethed og gennemsigtighed.
Bruddene
Mellemrummene mellem de glasbeklædte facader skaber lodrette »brud« i bygningen. Nogle er udstyret med ventilationsåbninger, der sikrer naturlig ventilation i vinterhaver.
Ståltoppen
Toppen af The Shard består af et spir med stålskelet, der er beklædt med glasskår. Toppens bevidst ufærdige udseende bidrager til, at tårnet ser ud til at smalne af op mod himlen.
Den tilspidsede profil
The Shard bliver gradvist smallere mod toppen. Dette skaber bygningens karakteristiske silhuet og passer samtidig til de forskellige anvendelsesformål i bygningen, fra de store kontoretager nedenunder til de mindre bolig- og udsigtsrum ovenpå.
Den vertikale by
Arkitekturen samler flere funktioner i ét tårn: kontorer, restauranter, et hotel, boliger og en offentlig udsigtsplatform. Bygningen fungerer derfor som et kompakt, vertikalt boligkvarter snarere end som en skyskraber med ét enkelt formål.
Hvem har tegnet The Shard?
Renzo Piano
Renzo Piano har gennem Renzo Piano Building Workshop tegnet The Shard. Den italienske arkitekt er kendt for bygninger, der forener stærke arkitektoniske koncepter med en omhyggelig opmærksomhed på lys, materialer og den måde, hvorpå bygningerne indgår i samspil med omgivelserne.
Med The Shard ønskede Piano at undgå den visuelle tunghed, der traditionelt forbindes med høje bygninger. Hans idé var en slank, gennemsigtig konstruktion, der skulle rage op over London som et moderne spir. Han hentede inspiration fra byens kirketårne og skibsmastene på Themsen.
Irvine Sellar
Udvikleren Irvine Sellar spillede en central rolle i udformningen af projektet. Hans vision var at skabe en »vertikal by« med blandet anvendelse ved siden af London Bridge Station, hvor kontorer, boliger, hotel- og restaurationsvirksomhed samt offentlige rum skulle samles i ét enkelt tårn.
WSP
Mens Piano stod for det arkitektoniske koncept, fungerede WSP som konstruktionsingeniør og samarbejdede med arkitekten, bygherren og entreprenøren Mace om at omdanne det slanke design til et tårn, der kunne opføres. Det ingeniørmæssige arbejde omfattede bygningens usædvanlige byggeforløb, bærende konstruktioner og det præfabrikerede stålspir.
Faser i opførelsen af The Shard
1998–2000: Ideen tager form
Irvine Sellar erhvervede den nuværende Southwark Towers-grund i 1998 og begyndte at udarbejde planerne for et stort højhus med høj bebyggelsestæthed ved siden af London Bridge Station. I 2000 mødte Sellar Renzo Piano i Berlin. Under mødet skitserede Piano det koncept, der senere skulle danne grundlaget for The Shard.
2000–2008: Planlægning og finansiering
Projektet gennemgik en langvarig planlægningsproces og en offentlig høring. Den globale finanskrise skabte derefter yderligere usikkerhed, indtil Qatar i 2008 blev projektpartner og dermed bidrog til at sikre projektets fremtid.
2009: Byggeriet påbegyndes
Byggeriet gik i gang i 2009. Opførelsen af et 306 meter højt tårn ved siden af en stor togstation medførte betydelige logistiske og tekniske udfordringer, især på grund af den trange byggegrund i byområdet.
2010–2011: Tårnet rejser sig
En af projektets vigtigste tekniske nyskabelser var top-down-metoden. Takket være denne teknik kunne bygningens betonkern og de øverste etager rejses, mens udgravningsarbejdet fortsatte nedenunder. WSP beskriver dette som en verdensnyhed, der har medført en tidsbesparelse på cirka fire måneder i byggeforløbet.
2012: Toppunktet er nået
Tårnet nåede sin fulde højde i 2012. Dens 500 ton tunge og 66 meter høje stålspire blev præfabrikeret og samlet, inden den blev monteret på toppen, hvilket mindskede risikoen ved arbejde i ekstrem højde.
Fra 2013 og frem: Bygningen åbner for offentligheden
»The View from The Shard« åbnede i februar 2013 og gav offentligheden adgang til tårnets øverste etager. Bygningen kom senere til at rumme kontorer, restauranter, Shangri-La-hotellet og boliger ved siden af udsigtsgalleriet.
The Shards konstruktion
- Tre systemer: The Shard består af tre konstruktionssystemer: en stålramme i bunden, efterspændt beton i midten og en spids af stål øverst.
- Bevægelseskontrol: Betonkernen bidrager til at begrænse bevægelser og sideværts acceleration forårsaget af kraftig vind, hvilket gør det unødvendigt at anvende en separat afstemt massedæmper.
- Tårnhøjde: Tårnet er 306 meter højt og består af 95 etager, mens 72. etage er den højeste beboelige etage, inden stålspidsen strækker sig videre opad.
- Ståltop: Ståltoppen rager op over de beboede etager, hvilket bevarer The Shards tilspidsede silhuet og skaber bygningens karakteristiske udseende med den åbne top mod Londons skyline.
- Højhastighedselevatorer: The Shard har 44 elevatorer, herunder dobbeltdækker-modeller, hvoraf nogle kører med hastigheder på op til 6 meter i sekundet.
The Shards ydre
Otte vinklede facader
The Shard er beklædt med otte skråtstillede glasfacader i stedet for en traditionel rektangulær facadekonstruktion, hvilket giver bygningen sin skarpe, tilspidsede silhuet.
Lysfyldt glas
Det ekstra-hvide glas giver The Shard et lysere og mere gennemsigtigt udseende, idet det spejler himlen og de omkringliggende bygninger i stedet for at danne en uigennemsigtig facade.
Funktionelle brud
Mellemrummene mellem facaderne skaber The Shards karakteristiske brudlinjer og sikrer samtidig, at der kan strømme naturlig ventilation ind i vinterhaverne inde i bygningen.
En forsvindende tinde
På toppen rager en glasoverdækket stålspids op over de beboede etager og smelter gradvist sammen med horisonten i stedet for at afsluttes med et tungt tag.
Indretningen i The Shard
Indvendigt er arkitekturen i The Shard præget af konceptet om en »vertikal by«. Forskellige funktioner er placeret i forskellige dele af tårnet, og bygningen bliver gradvist smallere, jo højere den kommer op.
Kontorer: Etage 4–28
Det nederste tårn rummer store etagearealer, der primært er beregnet til kontorformål. Disse mere rummelige områder udnytter bygningens beliggenhed ved siden af London Bridge Station og dens direkte forbindelser til det centrale London.
Restauranter: Etage 31–33
Tre etager er afsat til restauranter og barer. Deres placering skaber en overgang mellem de større erhvervsarealer nedenunder og hotellet, boligerne og udsigtsområderne ovenpå.
Shangri-La Hotel: Etage 34–52
Hotellet ligger i tårnets midterste del. Da bygningen bliver smallere opad, har værelserne hver deres unikke grundplan i stedet for identiske rektangulære grundplaner. WSP bemærker, at den pyramideformede udformning betyder, at der ikke er to værelser, der er helt ens.
Boliger: Niveau 53–65
Den indsnævrede øverste del rummer boliglejligheder, hvor de smalle etageplaner giver udsigt i flere retninger. Den usædvanlige geometri betyder også, at indretningen følger bygningens tilspidsede form.
Udsigten fra The Shard: Etagerne 68–72
Den offentlige udsigtsgalleri ligger på de øverste etager, med udsigtsområder på etage 68, 69 og 72. Niveau 72 er delvist åbent mod det fri, hvilket giver besøgende en direkte fornemmelse af højden og arkitekturen omkring dem.
Hvordan The Shard inddrager bæredygtighed i sit design
Arkitekturen i The Shard indeholder også en række tiltag, der har til formål at mindske bygningens miljøpåvirkning.
Dens dobbeltvægget facade er udformet med naturlig ventilation og indvendige persienner, der automatisk tilpasser sig ændringer i lysforholdene, hvilket bidrager til at regulere solvarme og dagslys.
I byggeriet blev der desuden anvendt mere end 20 % genbrugsstål, mens 95 % af byggeaffaldet blev genbrugt. Ifølge The Shard er bygningen i øjeblikket tilsluttet en elaftale, hvor 100 % af strømmen stammer fra vedvarende energikilder.
Disse træk er vigtige, fordi arkitekturen i The Shard ikke udelukkende handler om udseendet. Både facaden, bærende konstruktion og den indvendige indretning skulle alle opfylde praktiske funktioner, samtidig med at Pianos oprindelige visuelle koncept blev bevaret.
Ofte stillede spørgsmål om arkitekturen i The Shard
Den italienske arkitekt Renzo Piano har gennem Renzo Piano Building Workshop tegnet The Shard. Han udviklede konceptet sammen med bygherren Irvine Sellar og hentede inspiration fra Londons kirkespir og skibsmastene på Themsen.
The Shard er en moderne skyskraber og ikke et eksempel på en traditionel historisk stil. Bygningens arkitektur er kendetegnet ved en slank, tilspidset form, store glasflader, otte skrånende facader og en spids af stål.
Renzo Piano har designet tårnet som en slank, spirformet konstruktion, der delvis er inspireret af Londons kirkespir og skibsmaster. Dets otte skrånende facader skaber det fragmenterede »skår«-udseende og bidrager samtidig til, at tårnet smalner af mod himlen.
The Shard er 306 meter høj og har 95 etager. Etage 72 er den højeste beboelige etage, mens stålspidsen rager videre op over den.
Fasaden består af omkring 11.000 glasplader, der dækker et areal svarende til cirka otte fodboldbaner.
Bygningen er opført i en kombination af stål, beton og glas. Bygningens konstruktion ændrer sig i takt med højden: De nederste etager består af en stålramme, den midterste del af en efterspændt betonramme, og øverst er der et spir af stål.
Ja. Udsigtsrestauranten »The View from The Shard« ligger på etagerne 68, 69 og 72. Fra disse etager kan besøgende se bygningens øverste etager, mens de nyder udsigten over London gennem de store glasfacader.
